Et helt personligt gavekort

Idéen: Endnu mere unikt bliver det med et helt personligt gavekort fra dig. Og det er en gave der især er god hvis man har en lav kassebeholdning men masser af hjertevarme! Her handler det om at give modtageren et bevis på at du ønsker at afsætte tid og energi på at hjælpe vedkommende. Hvad med et personligt gavekort til farmor, der indeholder bevis på at hun hermed råder over 5 x havearbejde eller 5 x søndagstur i det grønne? Du skal nok bare ikke vælge denne mulighed hvis du i forvejen ikke er
kendt for at være den mest pligtopfyldende. En person der altid udsætter tingene til imorgen og altid har en undskyldning for ikke at deltage. For at denne gave virker varm og troværdig skal du som person selv være troværdig! Giver du farmor et gavekort på 5 x havearbejde skal hun også kunne være sikker på du så også vil udføre det når det kommer til stykket.  Gavekortet kan også være på alt muligt andet, her er det kun din fantasi der sætter grænsen.

Det praktiske: Her er ikke så meget at tilføje andet end at det selvfølgelig vil være det optimale at du selv kreerer det smukke kort og gør dig umage. Det vil bære præg af det! Er du dog nået til den erkendelse at du har min. 10 tommelfingre så er der dog også hjælp at hente i form af smukke færdiglavede kort. Et par gode tips til gør-det-selv’eren og 10-tommelfingre er at besøge Panduro-Hobby og Bog og Idé og tage et kig på deres udvalg.

<—Tilbage til “Oplevelsesgaver”   –    Til “Oversigten”    –    Videre til “Gavekurv”—>