Når man taler om jul kommer man ikke udenom de skønne juletraditioner. Og en af de mest vidunderlige, efter min mening, er julesokken. Det er en tradition der går mange år tilbage selvom den faktisk ikke er helt så udbredt herhjemme som man måske skulle tro. Julesokken findes i mange udgaver. Små, store, simple, smukt udsmykkede, hjemmelavede, købte, gamle, nye og i alverdens farver. Hvad man end er til af stil og type så kommer man ikke udenom at julesokker hængende ved pejsen/kaminen bare får det hele til at ”lugte” lidt mere af jul. I galleriet som du kan se HER har jeg samlet eksempler på smukke julesokker og arrangementer i vintage og landstil. En stil som pryder min egen pejs i julemåneden. En til hver person i husstanden, OGSÅ de voksne. Julen er nok børnenes fest men vi har alle det indre barn der vil næres og hyldes. (Gå til galleri!)

…Med et hørtes støjen og råben i staden
jeg løb hen til ruden og så ud på gaden.
Hvor månen den kastede sin sølvglans på sneen
der dalede livsageligt som sukker fra skeen.
Og tænk hvad jeg så lige der midt på himlen
en kane med rensdyr i snehvirvel vrim’len.
Og kusken var lille og munter og kæk
jeg tænkte at det må vist være St. Nich.
Han fløjtede og råbte så hæst som en ravn
og kaldte hver enkelt af dyrene ved navn.
Kom Danser kom Springer kom Rudolf og Smarte
kom Amor og Lynild og Torden og Sarte…

Men hvor kommer julesokken egentlig fra? Hvis du som jeg er født nysgerrig så må man bare vide hvorfor tingene er som de er og hvorfor man gør som man gør. Og jeg kom frem til dette:

En hyldest til Odin og sidenhen Sankt Nicolaus

Traditionen går faktisk ifølge Phyllis Siefker, forfatter til blandt andet bogen ”Santa Claus, Last of the Wild Men”, helt tilbage til ordnordisk tid hvor Vikingerne herskede. Historien lyder at børnene satte deres støvler frem og puttede hø og grønt i dem så Odins hest Sleipner havde noget at spise når Odin gjorde holdt på sine lange rejser. Som tak skulle Odin derefter have fyldt børnenes støvler med søde sagde eller små gaver. Historien og traditionen overlevede kristningen af Norden og blev i stedet gjort kristen med en helgen i hovedrollen. Der er delte meninger om denne teori da der ikke er fundet beviser for at det rent faktisk har fundet sted, den tidligste dokumentation man har, stammer fra det kristne Europa. (læs mere her)

…Til taget til taget…ja der skal vi op
afsted nu afsted nu og rolig og stop.
Og opad det gik som med magiske kræfter
et rensdyr ad gangen og Nicholaus efter.
Med kanen helt proppet af bamser og dukker
med bolde og toppe og hjerter af sukker.
Nu hørte jeg hovslag der ramte vort tag
og skrabende lyd fra skorstenens beslag.
Jeg vendte mig om for at kigge en gang
og så da St. Nicholaus fra ildstedet sprang.
Så snavset og stribet af aske og sod
og klædt helt i pelstøj fra hue til fod…

Lignende historier stammer fra blandt andet Holland hvor børn satte deres træsko frem og stoppede hø i dem så julemandens rensdyr (eller faktisk æsler) havde noget at spise på deres lange tur rundt i verden. Sidenhen skulle træskoene være udskiftet med almindelige sokker da de også blev båret af selv de fattige. Der er dog lande hvor man endnu bruger sko. Blandt andet i Frankrig hvor man spændt venter julemandens komme ved at sætte sine sko frem til ildstedet og i Ungarn hvor børnene pudser deres sko/støvler inden de stiller dem nær døren eller under et vindue.

Den fattige mand og hans tre døtre

Til en gammel, smuk tradition hører ofte også søde historier om deres oprindelse. Det gør der således også til traditionen med julesokken. En af de mest kendte er historien om den fattige mand og hans tre døtre.

En fattig mand havde den store sorg at miste sin kone til en frygtelig sygdom. Hendes død efterlod ham alene tilbage med tre smukke døtre. Manden var så fattig at han ikke havde penge nok til at kunne give hver af sine piger en medgift og således kunne de ikke få sig en mand. Den fattige mand var ulykkelig for hvad ville der ske med døtrene efter hans død. Hvem skulle tage sig af dem. Biskop Nicolaus rejste tilfældigvis en dag gennem byen hvor den fattige mand boede og hørte om hans ulykke fra landsbyboerne. Han vidste dog også at manden var for stolt til at tage imod almisser så i stedet besluttede han sig for at hjælpe manden i al hemmelighed. Da de tre døtre en dag havde vasket deres tøj og strømper, hængte de det nær ved ildstedet så det kunne tørre natten over. Da natten faldt på krøb biskop Nicolaus ned gennem skorstenen. Med sig havde han tre punge med guldstykker. Da han så pigernes strømper hænge der så fine, blev han inspireret og puttede en pung med guldstykker i hver af dem. Da manden og hans døtre vågnede den næste dag fandt de til deres store overraskelse guldstykkerne i strømperne og således kunne pigerne alligevel giftes bort og manden var lykkelig for nu skulle han ikke bekymre sig om dem når han ikke var der mere.

En smuk historie der findes i flere udgaver. Men ikke desto mindre mener man at traditionen med at hænge sokker op og modtage gaver deri stammer fra den uselviske gerning som den senere Julemand foretog sig den nat.

…Med legetøj gemt i sin fyldte sæk
han løb over gulvet så væver og kæk.
Med øjne der strålede og håret der flød
med struttene kinder og næsen så rød.
Det varmeste smil om hans mund man kunne se
og skægget var hvidt som den hvideste sne.
Hans mave var rund og den gyngede lidt
hver gang at han lo og det gjorde han tit.
Så rar og gemytlig og morsom han var
at jeg måtte le og han smilede til svar.
Han blinkede med øjet i samme sekund
da vidste jeg at han ikke ville mig ondt.
Han sagde dog intet men skyndte sig hen
og fyldte vores strømper igen og igen.
Så lagde han en finger på næsen og BONG
så var han forsvundet den vej som han kom.
Han sprang op i kanen og rykkede i tømmen
og fløj så afsted gennem snehvirvel strømmen…

Så som med så meget andet her i livet og i vores traditioner, så vælger man lidt selv hvilke historier man vil lægge vægt på. Om man tror på det er en vikinge-opfindelse eller om det stammer fra den smukke uselviske gerning Sank Nicolaus gjorde den nat da han hjalp den fattige mand, ændrer dog ikke på at Julesokken er en vidunderlig tradition som man kan vælge at bruge på lige nøjagtigt den måde man selv ønsker. Så tag et kig i galleriet og bliv inspireret til hvordan lige netop du kan føje denne juletradition til dit smukke hjem.

…Han råbte dog til mig i det de tog fat
EN GLÆDELIG JUL TIL JER ALLE OG TIL ALLE GODNAT.”
(oversat fra: ”The Night Before Christmas” af Clement Clarke Moore)