Ligesom indlægget om paradisæblerne burde dette have været udgivet i efteråret. Det skal dog ikke holde mig tilbage fra at sprede endnu en herlig erfaring vi gjorde os i efteråret med vores egne hjemmedyrkede æbler. Nemlig en kryddersnaps med æbler, stjerneanis, nelliker og kanel. Man fornemmer allerede her at der lugter lidt af jul.
Æblerne blev høstet sammen med paradisæblerne. Der var få men store æbler og de skulle ikke gå til spilde. Da vi alligevel skulle igang med at lave kryddersnaps af paradisæblerne, lå det os ikke fjernt at finde en herlig opskrift på æblesnaps. Den får du lige her:
Æblesnaps
Dette skal du bruge:
3 store æbler
2 kanelstænger
1 flaske vodka eller Brøndum Snaps
7 nelliker
4 stjerneanis
Fremgangsmåde:
Æblerne befris for kernehus, stilk og blomst og skæres ud i små både. Æblerne og resten af ingredienserne kommes i et stort glas og vodka eller snaps hældes over. Lad det trække i min. 10 dage. Si herefter indholdet fra, kom det på flaske og lad det hvile i min. 2 uger før det drikkes. Denne kryddersnaps har en kraftig duft af lakrids når man åbner den (pga. stjerneanis) men smager af jul og æbler.
Hvis du endnu ikke har læst indlægget om syltning af paradisæbler og paradisæblesnaps, så kig med lige her!