En ting som har vundet stort indpas i landstilen og især den franske landstil, er den meget charmerende Madonna figur. Jomfru Maria er en meget central figur (hvis ikke den mest centrale figur) i katoliscismen, som vi normalt ikke identificerer os med på de her breddegrader. Alligevel har hun fundet vej ind i det “romantiske” hjem og jeg er da selv en stor fan af den her fredfyldte kvinde. Jeg forestiller mig da også at franske hjem på landet har haft en smuk figur, enten i sten eller træ, stående på kaminhylden, bærende en smuk rosenkrans halskæde i den træudskårne hånd eller om halsen. En figur som familiens medlemmer kunne bede til eller sende en tanke både i glæde og i sorg. Derfor synes jeg at også at hun passer godt ind i stilen, uden at man derfor behøver nære særligt varme følelser for hverken den katolske kirke eller kirken i det hele taget.

Men hvorfor?

Iben Thranholm skrev den 30. December 2005 i Kristeligt Dagblad

www.religion.dk/artikel/52968:Spoerg-om-kristendom–Jomfru-Maria-og-det-tabte-paradis

om mulige årsager til at denne helgenfigur er dumpet ned i skødet og ikke mindst ind i vores boligindretning. Hendes gisninger går på at figuren ud over at pynte også skaber en vis fred i rummet og hjemmet og måske mere radikalt at det er et tegn fra oven at det guddommelige finder vej igen på uransagelige måder. Det sidste er måske nok liiiidt søgt hvis man ikke er typen der går i kirke hver søndag men jeg vil gerne medgive at figure da skaber noget fred og hygge. Især Madonnafiguren der bærer Jesusbarnet i sin favn, indgyder noget jeg vil kalde ro og moderkærlighed. En anden figur der også har haft en vis popularitet er englen. Men ulig brugen af englefigurer, der desværre hurtigt kan grænse til kvalm, er Jomfru Maria figuren mere diskret. Jeg har desværre også set hjem hvor man er gået over gevind, hvor indretningen mere minder om en kirke end om et hjem, så at have massevis af Madonnafigurer bliver for meget og gør at denne charmerende figur lidt mister sin glans.

Så til pengepungen!

Så kommer vi til det sjove eller måske mindre sjove: Hvad står sådan en figur i? Hvis man ønsker at eje en skøn Madonnafigur, hvad skal man så betale? Her vil jeg skynde mig at advare: Pas på! Desværre er sælgere af figuren blevet meget bevidste om at de ligger inde med “guld” og har sat prisen derefter. Ofte også sat den noget i overkanten af hvad rimeligt er. Men man kan dog være heldig at kunne opdrive en nogenlunde iorden figur på markeder eller i butikker, som også er til at betale sig fra. Herunder har jeg et par eksempler på figurer jeg selv har været heldig at købe, jeg købte dem for samlet under 200 kr. De er henholdsvis 20 cm (billede 3+4) og 40 cm (billede 1+2) høje og lavet i et solidt og ret farveægte gipsmateriale.

 

Er man rejseglad kunne et godt tip også være at man køber et smukt eksemplar i lande som Italien og Frankrig hvor figuren er mere almindelig og derfor ofte ikke så dyr som hvis man skulle købe den herhjemme. I de to lande er det ofte også muligt at finde de mere specielle eksemplarer. Er man som jeg desværre typen der er noget nær fattig som en kirke- rotte, så er der andre muligheder. Tag på markeder, især her i sommer og efterårsmånederne, og kig i folks gemmer. Eller brug ganske enkelt nettet! Af danske sider er der en del der forhandler Madonnafigurer, men igen snakker vi ofte om høje priser og ikke altid om at kvalitet og pris følger hinanden. Sider som “guloggratis” og “Den Blå Avis” kunne også være muligheder selvom jeg tit er gået forgæves. Er man ikke bange for det udenlandske vil jeg varmt anbefale at man kigger på de udenlandske sider. Men igen bør man tænke på hvilken indretning figuren skal indgå i og om en figur på 120 måske ikke er lige stor nok til en lille stue. Selv er mit højeste ønske på Madonnasiden, en smuk hvidfarvet figur 100+ cm, der skal stå og pryde mit rosenbed.