Sommeren er for alvor kommet og når jeg  ligger her i græsset under  sollyset der kastes som  gyldne striber gennem træernes grene og  jeg dovent betragter svalerne, der ser ud som om de næsten danser i luften, flyder tankerne for alvor. Dagdrømme bliver næsten levende og nye projekter tager form bag de halvlukkede øjne.
    Jo mere jeg beskæftiger mig med det jo mere ”forelsket” bliver jeg i konceptet  som jeg kalder ”genbrug med sjæl”. At tage gamle, og måske atypiske elementer, og integrere dem i vintage landstil både inde og ude.  At købe nyt er ofte folks første valg når der skal ske noget i hjemmet men hvorfor? Skab noget unikt med masser af naturlig patina fra en næsten glemt tid eller skab noget smukt, råt og brugbart af noget så simpelt som en palle eller gamle byggematerialer. Det er sidstnævnte jeg vil bruge dette indlæg  til at skabe fokus på, da genbrug af gamle døre og vinduer er vintage landstil når det er absolut bedst!

 Gamle vinduer …

   Gamle vinduer Medmindre du lige selv har skiftet  de gamle vinduer ud med nye, så kan det være en udfordring at opdrive de gamle sprossede vinduer som er de absolut smukkeste at genbruge. Det nemmeste at finde er helt bestemt gamle staldvinduer men de har også en mere rå stil der leder tankerne hen på 80’ernes og 90’ernes staldvindue-spejle. De kan bruges, rustne eller måske hvidmalede, dog ville jeg selv gå udenom dem. Det giver et hårdere look end de gamle trævinduer og landstilen handler jo blandt andet om varme og naturlig blødhed.
    Vinduerne kan helt sikkert opdrives rundt om på nettet men så ved folk også hvad de vil have for dem desværre. Selv ramponerede vinduer kan koste op imod 500 og 1000 kroner! Det bedste bud er at holde øje på genbrugspladserne, på markederne og lægge mærke til ældre huse der er ”dømt til døden” og via kommunernes byforskønnelsespuljer står til nedrivning. En del af disse ”lig” har en del år på bagen og der kan være brugbare gamle døre og ikke mindst vinduer.

 …og døre…

    Jeg er selv den heldige indehaver af et gammelt hus med de smukkeste skæve gamle fyldningsdøre. Gamle døreDe giver virkelig huset karakter og jeg kunne ikke drømme om at udskifte dem! Men gamle døre kan andet end adskille rum. Som du kan se i inspirationsgalleriet kan de både få nyt liv i form af at indgå i dine nye møbel-kreationer, de kan fungere som opbevaring eller blive den smukkeste gamle hængesofa på terassen.  Kig efter dem på genbrugspladsen, i de ”dødsdømte” huse eller på køb og salgs-sider online. Er det en gammel umalet fyrretræsdør så fortvivl ikke men ”snyd” og skab din egen patina på den med maling, sandpapir og kæder.

 …  smukke både ude og inde!

    Gamle vinduer i stort set alle afskygninger kan bruges både ude og inde, som du også kan se I galleriet. Det samme gælder dørene. Men med det danske klima er du nok nødt til at give dem en gang træbeskyttelse eller lak for at det ikke skal gå til. Indendøre kan du lade dem stå lige så rå og patinerede som de er og lade tidens tand stå tydelig frem.  Det er kun fantasien (og pladsen!) der sætter grænsen for hvordan du bruger dem.  Byg dit eget drivhus af gamle vinduer eller et haveskur af gamle døre. Eller hvad med at sætte smukke snoede ben under døren og bruge den som spisebord.  Check galleriet og drøm dig til lige netop den løsning der er den rigtige for dig og dit hjem.

Galleri “Gamle vinduer” (inspiration og billeder er lånt på nettet)

Galleri “Gamle døre” (inspiration og billeder er lånt på nettet)